Tegnebrættet: 
Jeg vil begynde samme sted, som mine mekanismer starter. Nemlig min skitsebog. Den er forbeholdt opstregninger til diverse portrætter og Livsmekanismer. Heri skitserer jeg, hvordan jeg gerne vil have hver enkelt mekanisme til at fremstå visuelt. Det er den første del af processen. Det færdige visuelle udtryk ender dog sjældent med at blive en kopi af skitsen, for når jeg lægger blokken væk, og går i gang med det formative, så opstår nye ideer. Eller jeg støder på udfordringer. Måske fordi jeg i skitsen ikke fik taget helt højde for den underliggende mekaniske. Samspillet mellem mekanismen og figuren, som jeg gerne vil have i bevægelse, skal spille til præcision. Selvom jeg tror, at jeg har udtænkt og taget højde for alt på papiret, så opstår der tit en forhindring, som gør at jeg skal omtænke mekanismens placering. De nye idéer som opstår ud af det blå under selve formgivningen… det er det bedste, når det sker, for det er dér, jeg oplever, hvor vigtig og magisk arbejdsprocessen er. Uanset, så er skitsen vigtig at have på plads. Det er den jeg pejler efter. Jeg har på papiret gjort mig mange tanker om det færdige udtryk. Hvorfor det ser ud som det gør. Hvilke elementer jeg skal have med i den lille historie jeg gerne vil fortælle ind i portrættet. Det er ikke tilfældigt at Ida (fra Isby) er placeret i en grøn kasse. Jeg er lagt små “Easter-eeg” ind til hardcore Isby kendere. Stemningen i den visuelle fortælling er mit hjertebarn. Det skal kalde på hjertet. Som udgangspunkt i mit. Så kan jeg kun håbe på, at det også kalder på andres. 
Arbejdsprcessen/Margrethes træstub: Et godt eksempel på en tilstødende symbolik, som jeg aldrig havde tænkt ind på tegnebrættet, er Dronning Margrethes Abdicering. På skitsen har træstubben, som symboliserer vores land, lidt skrammer efter tidens tand, men ellers rund og forholdsvis indtakt, med græs på toppen. Da jeg kom til selve udformningen, byggede jeg træstubben op af små barkstykker. Jeg arbejdede mig rundt, og holdt en bred stribe åben i stammen, hvor det lille håndtag skulle stikke ud. På den måde havde jeg plads, til at kunne arbejde med mekanismen indeni. Når mekanismen så var på plads, ville jeg lukke åbningen af med bark. Men altså… midt i den der praktiske og midlertidige åbning i træstubben, opstod et billede af at stammen var flækket. Det gav et yderligere indtryk af en æra som var slut. Og hvis træstubben var flækket ville græsset i toppen med de små margueritter så ikke ned af stammen og videre ud på bordet…? Der opstod en tankerække af symbolikker, som passede så fint ind i den hyldest, jeg så gerne ville tildele Dronning Margrethes. Længe leve arbejdsprocessen. Især de lange og snørklede. Dem hvor alle disse vidunderlige små detaljer dukker op helt af sig selv, som små ukendte medspillere. På min værkstedsvæg hænger et billede af min mormor. Jeg stikker hende et kæmpe smil hver gang, det sker.